tirsdag, juli 31, 2012

Solen glimtvis

0 kommentarer til mine indlæg
Jeg fik da lige plukket lidt blåbær inden regnen kom, resten af de modne bær må sidde til i morgen. Selv om jeg har fået en bærplukker i familien - Hamilton spiser nemlig lystigt af bærbuskene i haven ..... jeg havde godt læst et sted at beagler spiser af det frugt og grønt de kan komme i nærheden af .....

I dag har vi da siddet på terrassen - i formiddag var der skønt, men lige nu er det lidt vådt. Så det er godt at have udestuen hvor man kan krybe i ly for regnen.


Vil lige vise roserne ved terrassen - de var ellers lige ved at miste livet i foråret. Da vi skulle lave terrassen - var vi lige ved at fjerne dem. Men i stedet klippede vi dem ned og nu står de flotte med mange blomster og spreder deres dejlige duft. Hvor var det godt vi nøjedes med at klippe.......


Nu må vi se om det bliver tørvejr, så der kan grilles !
Mens jeg sidder her er regnen taget af og det lysner, så måske :-)


Skøn dag til alle :)

mandag, juli 30, 2012

Hvad en mandag kan byde på ......

0 kommentarer til mine indlæg
Så kom mandagen susende igen - hold op hvor tiden flyder gennem sommer månederne, som var det brusende vand. Om en uge skal vi på Skanderborg festival - syntes ellers at der var lang tid endnu.
Skal til at tænke på hvad vi skal have med af proviant.


Dagen er afsat til tøjvask og lidt småpuslen hist og pist. Når døre og vinduer er åbne hver dag kommer der støv osv. så en runde med støvsugeren er nok også på sin plads.



Men ellers sidder jeg i udestuen og hygger med mit nye strikketøj - et sjal af garn som jeg købt for nogle år siden da vi var på Færøerne. Garnet blev ikke købt til noget specielt, men fordi det var lækkert og i nogle skønne farver. Så jeg tror nok lige det passer med nøglerne.

Jeg startede op på sjalet under køreturen til Fyn - kom dog ikke så langt. Der er slået 339 masker op garnet er tyndt og det strikke på pinde nr. 4. Men jeg er sikker på det bliver flot :)
Det bliver et let sjal i grå og lilla farver -  garnet er en blanding af Færøsk og New Zealandsk uld, syntes at huske at det var for at opnå et blødt og let garn.

Dejlig slow mandag til Jer alle :)

Tilbageblik

0 kommentarer til mine indlæg
Efter en pludselig indskydelse og på opfordring tog Bent, Tenna og jeg en tur til Lundeborg, hvor vores campingvenner ligger på camping.
Alt blev hurtigt planlagt og sidst fredag eftermiddag drog vi afsted. Nick blev hjemme med Hamilton.


Campingpladsen lå skønt, med kun 200 m til vandet - der var fred og ro. Men vi talte om at det jo nok skyldes at vejret i år ikke så stabilt. Mange vælger nok anden ferieform.


Tenna og Pernille var da nede og bade flere gange, men det var nu lidt køligt :-)


Lørdag blev der købt friske rødspætter (renset og fileteret) - så vi indtog køkkenet og så blev der kogt nye kartofler, stegt filter og lavet persillesovs. Sikke et aftens/festmåltid :)


Her vores dejlige store telt - trods massiv regn, lyn og torden fredag nat, sov vi dejligt. Også uden der kom alt for meget vand i teltet.
Så det blev til nogle dejlige dage i selskab med vores campingvenner :)
 

tirsdag, juli 24, 2012

Bærtid .......

0 kommentarer til mine indlæg
Så er der plukket hindbær - for 2. gang i denne sæson. Første portion blev fordelt mellem salatskålen og til syltetøj. Men nu var det tid igen til at samle de skønne bær - men denne gang går de til hindbærsirup. Tænker det vil forskønne is, kage osv. med deres dejlige duft, smag og ikke mindst flotte farve.


Min lille opstilling - lidt intermistisk, nogle gange er det bare at bruge det som er lige ved hånden. Nu kan de kogte bær bare få lov til at stå - så saften kan løbe fra.......

Her kommer opskriften på min Hindbærsirup

150 g hindbær friske (frosne kan bruges)
300 g rørsukker
2 dl vand

Kom det hele i gryden og kog for svag varme til hindbærene er kogt næsten ud. Undlad at røre for meget i gryden.
Hæld det hele gennem en sigt med klæde, så der ikke kommer kerne eller andet i siruppen. Lad det stå og dryppe godt af evt. natten over. For at det ikke skal blive grumset, undlad at vride eller presse mere saft ud af bærerne.
Sæt gryden med siruppen tilbage på kogepladen. Lade det koge lidt ind - fyldes på flasker eller glas.
Bærmassen kan evt. kommes i kager - gem det i køleskabet, så er der den lækreste hindbærmasse, klar til brug.

Andre i huset sover længe, for derefter at indtage lænestolen............ og de holder sammen de to :-)
Begge teenagerer - med hvad det indebærer, men mest det gode.
For mit vedkommende er jeg også trukket indendøre lige her i middagsstunden, der er simpelthen for varmt på terrassen. Så jeg sidder ved spisebordet med døre og vinduer på vid gab.


fredag, juli 20, 2012

Nu er det vist på tide......

0 kommentarer til mine indlæg
at jeg giver lyd fra mig.
Der har været en del at se til den senere tid og så måtte min blog hvile - håber nogle stadig er med.

Vejret er jo ikke noget at skrive om - det er som det er. På gårdsdagens aftentur rundt om gården med Hamilton - blev vi mødt af dette smukke syn - man kunne både se og fornemme at vandet fra jorden fordampede efter alt det regn. Luften var "tung" men en smuk aften var det.

 Hamilton med snuden i jorden - vi er ved at lære ham at gå/løb rundt uden snor ......... det går rimelig ok hvis lommen er fuld af godbidder :-)
I går gik vi en anden vej en vi plejer og her er for få dage siden slået på marken og presset bigballer. Nu ligger de på marken lidt inde ved træerne, så fuglene ikke hakker i plastikken. Indtil Jan får tid at hente dem.


 På turen rundt fik jeg set at der stadig var nogle fine rababer - de er i dag omsat til marmelade.
Fandt en opskrift i Politikkens syltebog - Rababer med appelsin. Tror det bliver super god marmelade


Det blev til 4 glas af den portion - så er det også slut med rabarder for i år. Så der skulle nok være til nogle madder med stærk ost og den dejlige marmelade. Uhm - glæder mig allerede.


Nu vil jeg til at forberede aftensmaden - vi har nemlig planlagt aftenen......
Jeg købte vej-selv slik i Brugsen og da jeg kom hjem fik jeg vist nævnt noget med om ungerne kunne huske fredagsslik.
Så nu skal hele familien hygge med fredags-slik og film på TV´et, vist nok "Avatar" for Nick vil godt at vi ser den på vores nye TV og med lydden gennem højtalerne - så det bliver lidt som biografen :-)

Dejlig fredagshyggeaften til Jer der stadig er med.......



lørdag, juni 30, 2012

Stille lørdag

0 kommentarer til mine indlæg
Her er helt stille - kun Hamilton og mig hjemme.
Tenna er kørt på job og studenten har vi ikke hørt fra siden midnat - alt vel mutti :-) så ham ser vi nok op af dagen.

 Regn har vi fået nok af 22 mm er det blevet til hos os - andre er det gået slemt ud over. Håber de klarer vandmasserne.
Vi bor på en lille forhøjning (området er meget kupperet) - har ellers tit ønsket at vi boede lidt længere ned på marken. Men så slap vi nok ikke for problemer med vand, som det er nu løber det væk fra ejendommen.
Gården har oprindeligt før 1900, ligget lidt længere nede. Det ved vi fra min afdøde svigerfar som har pløjet gamle mursten og andet op. Så vidt vi ved brændte den oprindelige går og man genopførte den igen af de gamle matrialer - det har vi også kunnet se når vi renoverer. Da Bent var barn var der også en grusvej ned over marken, den er pløjet op for længst.

 Men planterne i haven har glæde af vandet, alt er fint grønt og nu blomstre jasminen ved terrassen. de hvide blomster lyser op i alt det grønne. Flot er det :)


Nu vil jeg se om den første omgang i vaskemaskinen er færdig. Jeg skal jo ikke andet - men kunne også begynde at skrive indkøbsseddel til studenter festen på fredag.




Nick og Henrik (barndoms kammeraten) har valgt at slå studenter gildet sammen, da det er mange af de samme gæster. Derudover kommer familie og nære venner til dem begge.
Så ca. 40 mennesker til spisning - de unge kommer senere og fester med :) Drengene står for kød og drikkevarer, vi lægger hus og have til, samt sørger for det øvrige spiselige. 

Skønt med tørvejr - håber det fortsætter resten af dagen :)

fredag, juni 29, 2012

Hjemmebagt til studenterne

0 kommentarer til mine indlæg
I eftermiddag var studenterne - Nick den ene af dem - hjemme på gården på deres vogntur. Regnen var ikke blid ved dagens studenter. Men det gode humør kunne ikke dæmpes af regnen ........ Godt jeg havde 5 engangs regnslag gemt i en skuffe - ikke nok, men lidt gavn kunne de da gøre :)


De var godt sultne, vi var blandt de første på ruten og de to foregående steder fik de lagkage.
Så både pizza-snegle og pølsehorn var populære - der skal jo lidt til at stå imod med på sådan en dag, hvor der festes i mange timer :-))


I går blev dagen brugt på bagning af den store mængde som skal til 25 unge sultne studenter.
Lidt ekstra blev bagt - nu jeg var i gang :-)

Manden er taget på kanotur og fik lidt med i nogle poser :-)

Pølsehornene har jeg bagt mange, mange gange. Men denne gang med coktailpølser - meget mere festligt end normalt, hvor jeg bruger almindelige som er halveret.
Hvis nogen har lyst ligger opskriften i et tidligere indlæg.
De er altid en succes og kan nemt laves nogle dage før (evt. fryses) og hurtigt varmes - så er de lige som nybagte.


Pizza-sneglene er også altid gode og meget nemme at lave. Kan på samme måde laves i forvejen og varmes - vil næsten sige at fyldet får mere smag.
Vil nogen have opskriften - ligger den til sidst i dette indlæg.



Pizza-Snegle

Af denne portion bliver der 2 bageplader med ca 20 snegle
-
2 ruller færdig pizzadej (købt i Netto)
revet ost - næsten alt kan bruges
1 almindelig pakke skinkestrimler

tomatsovs laves af:

1 dåse flåede hakkede tomater
1 dåse tomatkoncentrat
salt og peber
hvidløg - efter behag
oregano
lidt olivenolie

Rul dejen ud med/på det medfølende papir - begge ruller, så er det nemmere når fyldet skal på.
Fordel tomatosvsen over pizzabundende, det sammen med skinken og til sidst den revne ost. Så meget som man behager :-)
Derefter rulles de på den lange side - start med at folde kanten ind og rul derefter forsigtigt, men ikke helt, træk det sidste af dejen over rullen så den bliver lukket uden at fyldet skubbes helt ud. 
Så skæres rullen i 10 lige tykke skiver og lægges på bageplade med bagepapir.
Til sidst trykkes blidt med en gaffel på toppen for at få dejen til hænge sammen

Nu sættes de i ovnen ved 200 grader i ca 15 min eller til de er gyldne og lækre.


Det var mit bud på pizza-snegle - altid en succes.

onsdag, juni 27, 2012

Dagens begivenhed

0 kommentarer til mine indlæg
Så fik datteren sit afgangsbevis for 9. klasse .........


Så er det slut med børn i folkeskolen ..... Tenna skal videre på 10. klasse skolen i Hillerød, som i dag er en ungdoms uddannelse. Hun har valgt medie linien, hvor interessen er størst.
Hun glæder sig til at få nye bekendskaber og begynde et andet liv end folkeskolen.


Alle de unge mennesker var festklædte til aftenen og den efterfølgende fest. Det er ikke til at forstå hvor tiden er gået ....... børnene er blevet store og godt på vej i livet. Vi er glade for vores to dejlige "unger" og sikre på de nok skal klare hvad livet må byde.

I morgen er der en lille pause i festlighederne og så fredag går det løs igen - sønnen skal på vogntur med sine medstuderende.


tirsdag, juni 26, 2012

Vi er de stolte forældre .......

0 kommentarer til mine indlæg
Vores søn Nick har i dag fået hue på - afsluttede sin HF eksamen med et flot 7 tal.


En glad student med flankeret af søster (sort tøj) og med student som får hue på i morgen. Det blev fejret med Verdi og jordbærtærter. Senere skal vi ud og spise en dejlig middag - resturanten er efter Nicks eget ønske :-))



Vores student foran gymnasiet - hvor han de sidste 2 år har slidt på bøgerne, men det har været det hele værd. Lige om lidt skal der festes og skal der søges ind ved politiet.


Studenten med de stolte forældre og kusinen Lene som satte huen på :) onkel Jørgen og Kirsten var også kommet forbi for at gratulere.

Nu skal begynder forberedelserne til studenter-tur fredag og stor studenter-fest om 1 uge, som skal holde her på gården. Så py-ha vi får nogle hektiske uger - skal også lige tilføje at Tenna afslutter 9. klasse og vi skal til dimissionsfest i morgen på skolen i den forbindelse :-))

Tillykke til at vores dejlige studenter rundt omkring :)

søndag, juni 24, 2012

Endnu en regnfuld dag ......

0 kommentarer til mine indlæg
Vi slipper vist ikke for regnen ..............
Selv Hamilton syntes det ikke er en god ide at skulle udenfor når regnen trommer på taget og uanset hvor meget jeg lokker går han ikke frivilligt :-))
Har flere gange båret ham ud på græsplænen, han er jo ikke renlig endnu.


Sådan en dag som denne med himlens sluser åbne, er det godt med min tørreplads. For det er bare at køre med maskinen og hænge det ud. Der kan det så være indtil det er tørt.




Billedet er fra i går hvor solen var fremme om eftermiddagen - det hvide tøj er for længst lagt på plads. Men med en teenagedatter i huset er det ikke små bunker af vasketøj............hun skal altid mindes om at lægge det til vask og det er som om hele gardarobeskabet er blevet tømt for hvert et lille stykke tøj.

Tror jeg vil brygge en kande kaffe og se om ikke jeg kan lokke manden til en tur ud i regnevejret. Han er ellers i TV-land - motorløb og det kan blive svært at løsrive ham :-))

Dejlig regnfuld hyggelig søndag til alle :)